Længe har jeg tænkt at skrive. Skrive noveller, skrive bøger, skrive små ubetydelige ting der alligevel siger en masse.
Jeg synes jeg har meget på hjertet, har en historie at fortælle. Ikke bare pjat, men små ting der giver en større mening. Ikke bare fortællinger fra min hverdag, men nok noget nærmere længere anekdoter.
Det er bare så svært at komme igang. Også fordi jeg tænker om det jeg skriver er kedeligt. Om der er lamt. Om det lyder dumt. Om jeg gør mig selv til grin.
Det lyder så godt inde i mit hoved, men når det kommer ned på papiret, føler jeg mig lille. Ligeså lille som dengang i 9 kl., hvor jeg havde skrevet en stil, jeg selv synes var god, lige indtil min lærer læste den op for hele klassen.
Jeg husker det som det var igår: Ja, den her stil er noget helt specielt, derfor vil jeg læse den op for Jer allesammen.Jeg tænkte: Det kan sgu da umuligt være min, men det gik lynhurtigt op for mig at den tanke ku jeg godt glemme.
Stilen var fortalt af en pige der blev forelsket i en fyr, som endte med at blive narkoman. Om hendes oplevelse af at se hendes elskede glide ned i dødens hul, men stadig være levende.
Desværre fik jeg nogle lidt misbilligende blikke, da nogle af mine klassekammerater mente jeg interesserede mig lidt for meget for stoffer, hvilket jeg blev ked af, da stilen var ment som en advarsel mod stoffer.
Og den følelse af at ikke gøre det godt nok, at ikke tilfredsstille andre, er jeg ikke kommet helt ovenpå med endnu.
Jeg føler stadig jeg skal stå til regnskab for det jeg skriver.
Jeg tror jeg er bange for at folk tror at jeg er sådan som jeg skriver, når jeg digter.
Og det er jeg ind imellem. Men langtfra altid.