Min karriere som net dater!

30 år, er jeg på vej ind i en midtvejskrise?
Er jeg ved at blive desperat, ensom, bange for at dø alene i mit eget støv og bitre tanker, alene i en et-værelses i et bofælleskab for gamlinge?

Oprettede profiler på 2 dating sites og tænkte at man måske ku finde nogen ordenlige, reele fyre som var til at tale med, og ikke møde dem stive i byen.
Tænkte at jeg kunne ikke sidde og trille tommelfingre og vente på de ringede på min dør, så nu måtte jeg hellere selv lette kamelen.
Men ak, det er nemmere sagt end gjort at finde søde, ordenlige mænd.
Meldte mig til en julefrokost, tænkte at det var da sikkert meget hyggeligt, indtil en ruskede min hjerne op."Julefrokost, singler og alkohol = sex...". Og selvom jeg de første minutter sad og gloede blåøjet på ham med et stort 'hva' i øjnene, måtte jeg indse at han havde helt ret.
Sådan tænker de fleste mænd.
De første par stykker jeg skrev med lod til at være ok normale, indtil jeg gik til eksamen og ikke var online i nogle dage. De må være blevet fornærmede, for jeg hørte ikke fra dem efterfølgende. Det kom meget bag på mig at nogen lægger så meget i at skrive med en fremmed på nettet.
En havde jeg meget lidt fidus til, han virkede lidt for uærlig. Fandt frem til en af hans bekendte, og fandt ud af at.. Han løj.
Han var halvgammel og halvfed --> Bvadr.Stik imod hvad han havde skrevet. Veltrænet, ser ung ud af min alder, lever sundt. Fis i en hornlygte.Suk, men dem er der vel mange af på nettet.

En veninde kunne ikke forstå jeg havde oprettet profilerne.
Hun mente det kun er for dem der ikke kan komme i kontakt med andre i det normale liv, eller er ude på sex.
Og jeg tænkte indeni: Fuck, er jeg blevet desperat?
Men nu havde jeg kastet mig ud i det, og ville prøve at se hvordan det forløb.
En fyr virkede nogenlunde normal igennem flere mails, så jeg besluttede at sige ja til hans invitation.
Vi mødtes inde i byen, og gik ned på en café for at drikke kaffe.
Bordet vi ville sætte os ved, havde en bænk på den ene side og stole på den anden.
Jeg satte mig på bænken, og gik ud fra han ville sætte sig overfor mig, men nej der tog jeg da lige fejl.
Tumpen placerede sig klods op af mig på bænken og i farten nåede han også at sætte sig på min Luis Vuitton taske. Dååårlig start.
Ok, tænkte jeg, du er da ikke for smart, men det skulle vise sig at blive endnu værre.
Når han synes han sagde noget sjovt, sku han lige slå mig på armen med en knytter, sådan noget i stilen med"og ved du så hvad jeg sagde til hende Brian, hø hø hø..." værtshus-agtigt noget.
Jeg var lamslået, det var sindssygt fristende at kaste den tilbage i fjæset på ham med et fjoget hø hø hø den anden vej, men lod fristelsen blive i sig selv, og iagtog det scenarie der forestod lige foran næsen på mig.
En 35-årig fyr, der prøver at score som en på 7.. Blir´ det meget værre?
Og ja det gør det.
Oveni disse flovere, præsterede han at rykke tættere og tættere på mig.Til sidst sad han nærmest oven på skødet af mig. Jeg rykkede diskret til siden, og aben fulgte med.
Så løb bægeret over, og jeg konstaterede tørt "at det havde været hyggeligt og jeg synes det skal blive ved det".
Vi gik ud af caféen og skiltes. Efter 50 minutter.

Om fredagen var jeg på date igen, denne gang med en jeg kender fra Fyen, dog også igennem noget net halløj.
Har kun mødt ham en gang før, men han virkede meget stille og rolig, så da han inviterede mig ud sagde jeg ja.
Jeg tænkte meget over det, for som regel ved jeg med det samme om jeg kan gå hen og blive mere interesseret i en fyr ret hurtigt, og med ham var der ikke noget specielt der ringede.
Men han virkede ret sød, så jeg spurgte min Far til råds, og han mente at det ville være ganske tilforladeligt at gå på date.
Som han sagde: "man skal jo prøve det af før man ved noget, det er ikke kun dig der gør det; han gør det også".
Det havde han ret i, så jeg gik på date med god samvittighed.
Og det var på mange måder en succes.
Han var utrolig høflig og galant. Inviterede mig ud på en temmelig dyr restaurant, hvor jeg aldrig havde drømt om jeg skulle sætte mine ben.
Nem at tale med. Sjov.
Under desserten fik jeg nævnt at det ku smage godt med irish coffee til, og vups stod der 2 på bordet.Vi gik ud og fik en drink bagefter, og han fulgte mig til bussen.Ingen klistrede sms´er de efterfølgende dage, bare søde passende, korte julehilsner.
Jo, det var skam fint. Det var ikke det at vi gik ind på en dyr restaurant, eller han bestilte nogle drinks. Det var helheden af hans opførsel der gjorde et positivt indtryk på mig.
At han lyttede til hvad jeg sagde, at han gjorde noget for at gøre et godt indtryk og på den måde viste at jeg interesserede ham.
Oveni var det rart at tale med en jeg ikke kendte på forhånd, så er der ikke nogen forudindtagede meninger man har hængende.

De fleste fyre jeg har gået ud med, har jeg kendt i forvejen.
Min oplevelse af mig selv er, at mange fyre finder mig alt for direkte.Er det en måde at beskytte mig selv på?
Så jeg kan føle at jeg kan slappe mere af?
Så jeg bare kan køre den sædvanlige jargon?
Så jeg ikke skal tage stilling til om jeg laver nogen fejl?
Sådan noget "tag mig som jeg er, eller skrid", hvilket er en nærig indstilling.

Sad og filosoferede længe over det for et par dage tibage, og blev enig med mig selv om at tage mig selv op til en seriøs revurdering.

Skrev nogle af de ting ned jeg selv synes jeg kan gøre bedre, og visualiserede så at det var en person jeg kendte som besad disse træk.
Personen jeg så for mig var en voksen barnlig person, og det gik op for mig at mange af de mennesker jeg omgås ikke er meget ældre en 7-8 år indeni.
Nogle ældre nogen yngre(og nej, det er ikke noget med at være en drengerøv indeni eller legebarn).
Ja, voksne af udseende, men barn af indre. Og jeg stod selv i samme kategori.
Overvejede længe hvad der gør jeg ikke er voksen af sind, hvilke ting jeg kan ændre for at gøre mit billede af mig selv til det jeg ønsker, og det mest iøjnefaldene er "jeg vil ha´min vilje og hvis jeg ikke kan få det er det også bare ligemeget. Altsammen".
Ikke at det er det der kommer ud af munden på mig, men set udefra er det dét jeg selv synes foregår i mit hoved.
Ligesom "tag mig som jeg er eller smut".
Det skal nævnes at det ikke er ensbetydende med at lade sig træde på, svine til, glemme alt om sjov eller noget som helst i den retning.
Men at kunne forholde sig særdeles fornuftigt og voksent til de ting der sker i ens liv. Ikke lyve, kunne tage konfrontationer og diskutere dem frem og tilbage med modparten.
Kunne tåle at høre sandheden uden at fordreje den til noget man helst selv vil høre.
Og det er faktisk svært for mange.

Måske er det derfor at så mange dead beats søger en kæreste på nettet og gemmer sig i ord på en skærm, fjernt fra realiteten.
Jeg er blevet bedre til at skelne om folk er ærlige eller ej på mails osv. men jeg må ærligt erkende at det skal vendes og drejes nogle gange indimellem for at læse imellem linierne.
Man har så meget mere tid til at rette et brev til og tænke over sine svar end IRL.

Min konklusion er jeg slet ikke så desperat som jeg selv troede, bare alt for naiv. Tror at andre har de samme intentioner som jeg: at finde nogen JEG har noget tilfælles med, og ikke en person de drømmer om at være.
Faktisk tror jeg det kan det være en fin måde at møde andre på, ihvertfald hvis vi lader det blive ved tanken.
Indtil videre er den ene profil ændret meget drastisk , så det handler om alt andet end dating, og den anden er slettet med permanent virkning.