Mit sommer black out!

Jeg havde engang kæreste som jeg var meget glad for, godt nok var han grim, men hvad, bare manden var sød, så skulle det da være det vigtigste.

Desværre er det ikke altid sandheden.
Nogle gange er man bedre til at vurdere andres situationer en ens egen.
Og jeg sku ha´ lyttet noget bedre da andre sagde til mig han ikke var noget for mig.
Noget i mig sagde da også at det var forkert, men jeg lyttede ikke, var mere optaget af at jeg havde en kæreste jeg troede satte pris på mig.
Vi lagde ud med at lære hinanden at kende til fester, begyndte at skrive sammen på nettet.
Sms´ede.
Og så blev det til besøg.

En af de gange han var hos mig, skulle han mødes med sin bedste veninde. Cool nok, tænkte jeg, da jeg primært har drengevenner. Så havde han en bedste-pige-ven, hvilket passede mig storartet, så jeg for en gangs skyld kunne have mine venner uden problemer.
Indimellem er jeg bare for naiv. Har desværre en stor evne til at tro på det bedste i andre mennesker, lidt for meget en gang imellem.
Jeg sms´ede med ham, da jeg var tidligt færdig fra skole, og aftalte at komme forbi den café hvor de sad for lige at hilse på.
Det første syn der mødte mig da jeg træder ind ad døren er en chubby blondine der sidder og storflirter med min kæreste.
Hun sad og legede med ham og labbede hans barnlige opmærksomhed i sig som den fineste fløde. Godt så.
Vi hilste og hun snakkede som et vandfald, fyldte ligeså meget i selskabet som hendes røv fyldte stolen hun sad på.
Det var så en ting, fair nok, vi er ikke alle ens, men det der var storslemt var min kæreste. Han var helt væk i hende, og deltog ivrigt som den lille hund på gulvet der logrede med sin lille ynkelige stump, for at få en lille bid opmærksomhed.
Det gad jeg ikke. Jeg skred.

Det grimme her var at samtalen primært beroede på hendes kommende bryllup. Stakkels mand tænkte jeg. At have en kæreste der flirter så voldsomt meget med andre, og lader som om det er det mest normale i verden. For mig var det utroskab.
Men igen, så er det heller ikke til at vide hvordan han er, de kan måske have et helt andet forhold end det jeg mener er "det rigtige".
Det viste sig så senere at det kun var ham der var hendes bedste ven... Duh..
Jeg blev inviteret med til festen, og takkede pænt nej tak efter et par timers overvejelse. Gad simpelthen ikke være tilstede med de 2 mennesker på et sted.
Grunden til jeg lod det ske, var fordi hun skulle rejse kort efter brylluppet, og først komme tilbage om nogle år.

Så var jeg ovre og besøge ham. For pokker da et svin!!!Jeg er et rodehoved -så er det på plads, men et svin: nej tak.
Hans lejlighed lugtede så dårligt, nærmest som om det skar lidt i næsen når man kom ind ad døren.
Han sagde han luftede ud, men desværre viste det sig at hans version af at lufte ud kunne ligge et meget lille sted, som på et frimærke f eks.
Han røg ikke, men alligevel var der en umisgenkendelig lugt af dårlig hygiejne og indelukket klima som ikke var til at tage fejl af.
Jeg tænkte hvor kommer det dog fra? Manden har jo rent tøj og går i bad?
Det viste sig så at han aldrig skiftede sengetøj. Det der lå på da jeg var der, havde ligget ihvertfald i 1½ mdr. og det kom til at lægge der de næste 2.. I sommerheden..
Generelt havde han en superdårlig måde at leve på.
Vaskede ikke tøj særlig ofte, luftede aldrig ordenligt ud i lejligheden, drak alt for meget kaffe og spiste det klammeste mad.
Når jeg påpegede det overfor ham, blev han irriteret, og sagde at jeg ikke skulle blande mig i hvordan han passede sit hjem. Og det havde han jo ret i, derfor valgte jeg at ikke sige mere.
Jeg fik udslæt i ansigtet af at bo hos ham, min hud kunne ikke tåle den dårlige luft og de beskidte møbler.
Først troede jeg det var mad, men efter at gentagent at ha´ fået det hos ham, måtte jeg indse at det var de horder af milliarder og atter milliarder af mikroskopiske husdyr han måtte have hos sig.

På min vej over til ham en dag, mødte jeg hans "bedste" veninde. Hun skulle snart rejse. Vi hilste pænt.
Da jeg kom over til ham var han slukøret og hang med næbbet, jeg vidste godt hvorfor, men han affejede det med at han havde for meget eksamen at tænke på.
Da vi lå i sengen kunne han slet ikke, selvom det var uger siden vi havde set hinanden sidst.
Jeg besluttede mig for at prøve noget af. Nævnte at jeg havde mødt hende. Straks lyste han op og så var der gang i hans private fest.
Jeg afviste så at deltage i hans party, og sluttede seancen meget hurtigt.
Den skulle jeg lige sluge.
Jeg gik ham lidt i bedene og spurgte ind til de 2, det viste sig at "hun var kvinden han aldrig fik", sagt med et drømmende blik der søgte op i loftet. Han var stadig forelsket i hende.
Han indrømmede at han elskede når hun flirtede med ham, og han godt vidste at hun legede med ham.
Efter at have overvejet det nøje, og kigget på ham, på hans grimme brune kaffetænder og hørt hans fjogede grin for mange gange, slog jeg op med ham. Jeg mente vi var sammen fordi vi begge savnede en kæreste, og ikke af kærlighed.
Vi lå og snakkede lidt om det, og han sagde: Jamen så er vi jo enige.
Ergo sagt: så er vi blevet enige om at vi ikke er kærester længere. Det gik jeg så med til.Tænkte at når han var sådan var der vel en grund til det, og jeg ikke skulle gøre det mere svært for ham, tænkte at man kan jo ligeså godt være sød og hensynsfuld.
Det havde så ikke været nødvendigt erfarede jeg senere.

Vi blev ved med at snakke lidt sammen, og da han skulle træne ikke så langt fra hvor jeg bor, gav jeg ham lov at sove hos mig.
Jeg inviterede ham med til min familie fødselsdag dagen efter.
Senere på aftenen da familien var gået og vi var endt på en café, begyndte han at stå og flirte med en anden pige.
Jeg så det godt, men lod som ingenting.
Da jeg ville hjem, ville han ikke med. Han synes lige at han skulle drikke sin øl færdig og selvom jeg tlbød at vente, afslog han.
Næste dag kom han for at hente sine ting.
Han havde selvfølgelig sovet hos hende."Jamen det var jo slet ikke meningen" sagde han. Nej men du gjorde det alligevel."Har i været i seng sammen?" spurgte jeg."Ikke sådan rigtig" svarede svansen.
Hvordan helvede er man ikke rigtig sammen? Ikke rigtigt sammen = dårlig sex.
Det oppustede får sover hos mig i en weekend lige efter vi er stoppet, er med til min fødselsdag, tager med en anden pige hjem og knepper hende, og oveni synes han det er i orden.
Og lige der, lige der fik jeg nok af ham.
Og så spørger idioten sq om han må komme igen næste weekend og sove hos mig. Hold da op en nar tænkte jeg imens jeg stod og kiggede på ham. Mit svar var af en udtryksløs substans.
Han skulle heldigvis gå, og jeg fulgte ham til døren med en stram maske."Hvorfor ser du sådan ud, jeg har jo været ærlig". Jeg gad ikke svare.
Han gloede på mig med sine store øjne der så ud som om de var ved at falde ud af hovedet på ham. ´Goldfish´ var min tanke.
"Årh søde, giv mig et kys", jeg stod og gloede på ham og tænkte at jeg måtte have ham væk så hurtigt som muligt, så jeg kyssede ham og hans smilede stort.
Virkeligt overdrevet: -Se hvor jeg smiler, jeg er en dum lille dreng der aldrig er blevet voksen, og jeg er så stolt at det, for så har jeg skabt mig en personlighed, nu hvor jeg ikke har karakter nok til at få mig en voksenprofil -agtigt.Inde i mit hoved stod tiden helt stille.
Stod der og følte mig som en gammel dørmåtte han lige havde tørret den største lort af i. Gnubbet den ind med sine store beskidte sko med en overlegent grin på munden.
Jeg var ved at brække mig over ham, og måtte ud og vaske min mund, ligeså snart han var ude af døren og den var låst godt.

Jeg tænkte at enten var jeg for god af mig til at ikke blive overordenlig sur på ham, eller også var jeg vildt dum. Jeg vælger selv at tro på begge ting.
Tænk at jeg ikke sagde nej da han spurgte om han måtte sove her.
Jeg gik og tænkte og tænkte over det. Og så fik jeg ondt i hovedet. Den sygdom jeg havde fået ignoreret væk ugen forinden, kom igen for fuld fart.Jeg ringede til ham og sagde han ikke kunne komme fordi jeg var syg.
Nogle dage efter skrev han til mig og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke sov hos den anden pige istedet for mig.
Svar: fordi hun ikke må have sovende gæster. Tak for lort.
Jeg blev på en måde lidt lettet over at jeg ikke ville have ham ind i mit hjem igen.

Et par uger efter var vi til et fælles arrangement, og han kunne slet ikke forstå hvorfor jeg ikke gad snakke med ham. Underligt, hva´.Jeg spurgte bare efter de penge han skyldte mig, men dem fik jeg aldrig. Man kunne hæve i baren, men det fik han sjovt nok fik aldrig gjort.
Jeg blev igen overbevist om at jeg virkelig havde dummet mig ved at blive kærester med ham.
På vej hjem, gav en af mine venner mig et kort hvor der stod: Du fortjener bedre!
Han bad mig hænge det et sted hvor jeg hele tiden så det. Det blev jeg vældig glad for.

Det er sådan at mennesker altid gør nogle dumme ting.
At vi altid får gjort noget vi synes vi kunne ha´ gjort bedre.

Ligesom når jeg ser tilbage på det tænker: ok, det var så det.
Jeg ved ikke om han har mere han vil spotte mig med. Men jeg kan ikke lave om på det.
Jeg har vores lange msn samtaler læggende på min computer, men har ikke åbnet dem siden dengang.
Har blot hans løfter liggende som tomme ord på en skærm.

Egentlig så tror jeg ikke jeg har så meget imod ham når det kommer til stykket, jeg er bare ked af at jeg valgte at stole på en jeg ikke kendte.
Ked af jeg tog så meget fejl.
Jeg stolede virkelig på ham, og så valgte han at disse mig.
Også fordi vi har været så intime sammen og har hemmeligheder sammen som jeg ønsker bare skal være vores, men eftersom jeg ikke føler jeg kan stole på ham pga af de ting der er sket, tænker jeg hvor mange intime detaljer han deler med andre.
Har også tænkt på om han i grunden ved hvor ked af det han gjorde mig?
Om han har tænkt på, at han måske har lavet et af de træk der kunne ha´ været gjort bedre?

Man kan blive så skuffet over andre mennesker, og det er ærgeligt, for det gør man har lidt sværere ved at lade andre komme ind når man først er blevet meget såret.
At man overfører de smerter andre har påført en til andre som man kunne få noget dejligt sammen med, eller bare virkelig stole på.Jeg synes at skuffelsen er det der gør mest ondt.
Naturligvis burde man ikke lade det ske, men vi gør det alligevel.
Lader os føre med af smerten, ligesom vi lader os føre med af kærligheden som vi alle inderst inde ønsker, vi en dag møder.